Nyhedsbrev fra Bestyrelsen, efterår 2017

Så er efteråret så småt på vej, selvom det har været så-som-så med sommeren. Så her kommer efterårets nyhedsbrev fra Bestyrelsen. :)

Uønsket ny beboer i Kildesø
Vi har desværre fået en ny beboer i Kildesø... En skarv! Det er en rovfugl, der kan spise meget store mængder af fisk, og dens afføring er syreholdig, sviner og ødelægger søen. Det er en - efter forkvindens mening - smuk fugl, men den spiser den lille mængde fisk, der er tilbage i søen og ødelægger vandmiljøet. Bestyrelsen har forsøgt at jage den væk, og har spurgt fagfolk om hvad, der kan gøres ved det. Da fuglen er fredet, skal der søges reguleringstilladelse, hvilket vi arbejder på i bestyrelsen... Men det kan jo tage lidt tid. Indtil da er I velkomne til at skræmme den væk, hvis I ser den. ;)
..Og for at det ikke skal være helt løgn, så blev det for nyligt rapporteret, at der er set 3(!) skarver i Kildesø!

Manglende vejskilt ud til Ringvejen
Som I sikkert har lagt mærke til, mangler der et vejskilt for "Heimdalsvej" i skiltet, der står mellem Bragesvej og Ringvejen. Bestyrelsen har kørt en sag mod kommunen om erstatning af det manglende vejskilt, der blev ført hele vejen til Vejdirektoratet. Sagen endte desværre med, at Vejdirektoratet fandt, at skiltet er privat og vi som grundejerforening selv skal betale for et nyt skilt.

Bestyrelsen har tænkt sig at stille forslag om at fjerne oversigtsskiltet med vejnavne på til næste Generalforsamling - dette for at spare udgifterne til vedligeholdelse, og endnu mere fordi det tager en del udsyn når man kommer kørende. Da det er bestemt, at skiltet er vores og ikke står der til gavn for trafiksikkerheden, kan vi vælge at fjerne skiltet.

Det vil sige, at indtil næste Generalforsamling vil der ikke blive købt et nyt vejskilt med "Heimdalsvej", der kan sættes op.

Løbende sjusk fra gartneren
Bestyrelsen har i denne sæson desværre oplevet en del sjusk fra gartnerens side... Vi har modtaget en del henvendelser fra medlemmerne, ligesom vi selv har kunne konstatere flere gange, at vedligeholdelsen ikke har været god nok... Vores ansvarlige for de grønne områder er i løbende kontakt med gartneren, og gør det bedste han kan for at holde dem i ørerne. Men det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at denne sæson har kørt så dårligt, da de sidste sæson gjorde et rigtig godt stykke arbejde!

Og så vokser beplantningen i vores parker helt ekstremt hurtigt, så der er rigeligt at se til! Især i disse våde somre - planterne har det for godt.:)

Vedrørende TV-boks og aftale med YouSee
Bestyrelsen arbejder i øjeblikket på at finde ud af, hvilken aftale foreningen skal indgå med YouSee. Vi har fået tilbudt 2 forskellige løsninger, hvor beslutningen af hvilken løsning vi skal have, skal træffes på Generalforsamlingen. Dette betyder desværre, at foreningens medlemmer indtil denne aftale er på plads, skal betale 100 kr. om måneden for en TV-boks, og ikke 30 kr. (som prisen vil være, når vi har valgt hvilken aftale, vi skal indgå med YouSee).

Med ønsket om et godt efterår.

/Bestyrelsen