Nyhedsbrev fra Bestyrelsen, forår 2017
Som I nok har bemærket, er der sket en masse i Kildesø det sidste stykke tid. 🙂
Om søerne
Arbejdet med at oprense søerne er nu overstået og samarbejdet mellem entreprenøren, forsyningen og bestyrelsen har været rigtig godt. Desværre mistede vi næsten alle vores fisk i forbindelse med oprensningen. Kun et fåtal blev reddet – der var endda fisk og muslinger, der blev stjålet fra overløbsbassinet! Bestyrelsen arbejder på at få udsat nogle fisk igen, herunder gedder, aborre og dammuslinger.
Der er sået nyt græs hvor maskinerne har kørt, og disse steder er afspærret så græsset kan få lov til at gro.
Vandstanden i søerne er nu tilbage til det oprindelige niveau. For nogle år siden blev højden af udløbet til overløbsbassinet sat op på grund af mængden af slam i søerne. Da søerne nu er oprenset, er vandstanden faldet til det oprindelige niveau, hvilket giver mindre risiko for oversvømmelse – dette er jo rigtig positivt!
Om oprydning af de grønne områder
Bestyrelsen har stadig fokus på oprydning og beskæring af parken, således at vedligeholdelsen af de grønne områder vil være nemmere og billigere fremadrettet. Dette har taget og tager tid, da området generelt har trængt til en hård, men kærlig, hånd. Oprydningen kan bl.a. ses i skovområdet, ved allén med guldregntræerne og ved den lille park ved Hjaltesvej.
Selvom det primære fokus er på oprydning, er der alligevel sket lidt nyt i parken. Som I forhåbentlig har set, er der blevet plantet 1000 potter påskeliljer. Bestyrelsen fik et rigtig godt tilbud, og den fremtidige vedligeholdelse af påskeliljerne er minimal, da de kan slås som græs, når de har blomstret. Foråret ses nu tydeligt i parken, og bestyrelsen har modtaget flere positive tilkendegivelser fra parkens brugere over påskeliljerne.
Om trafiksikkerhed
Bestyrelsen har fået opsat afspærringer i krydset mellem guldregnsalléen og Bragesvej. Dette forhindrer forhåbentlig cyklister i at køre for hurtigt ud på Bragesvej, da de nu skal igennem bommene. Og hvis vi er heldige formindsker afspærringen gennemkørende knallerter, som vi desværre har set en del af her i foråret – selvom knallerter ikke må køre i Parken.
Om et fællesarrangement i Kildesø
Det kunne være rigtig hyggeligt, hvis der var en grundejer, der kunne have lyst til at stå for at afholde et arrangement i Kildesø – det kunne f.eks. være en Sankt Hans-fest eller andet fællesarrangement. Såfremt der skulle være en ildsjæl til stede blandt medlemmerne, er du mer’ end velkommen til at kontakte bestyrelsen.
Om fordring af ænder
Selvom det er så hyggeligt at fordre ænder, skal bestyrelsen opfordre alle medlemmerne til ikke at kaste brød ud til ænderne. Det ødelægger vandmiljøet, og det er især skrøbeligt her efter oprensningen, da der f.eks. ikke er nogen fisk til at spise det brød, der falder til bunds. Vi kan også risikere at rotter tiltrækkes til området, hvis der er meget uspist brød, der bare ligger og flyder. Dét vil vi meget gerne forhindre!
Til sidst vil bestyrelsen sende et stort tak for 8 års formandsskab til Jens Munk – du vil blive savnet. 🙂
Med ønsket om en rigtig god sommer.
– Bestyrelsen.