Oprensning af Kildesø
I løbet af den forestående vinterperiode skal kildesøerne oprenses for slam. Det bliver en større omgang, hvor søerne skal lænses helt for vand, inden der kan graves. Bestyrelsen er i dialog med Forsyningen, der er ansvarlig for det kommende arbejde, og vi har bl.a. modtaget nedenstående, der forklarer lidt om, hvad der skal ske og hvorfor:
Kildesøerne fungerer som regnvandsbassiner – det vil sige, at de modtager regnvand fra alle veje og tage i området. Når der er skybrud opstuver og forsinkes regnvandet i søerne, så Værebro Å nedstrøms ikke oversvømmes. I søerne bundfælder også al den snavs, sand, jord m.v., som lægger sig på veje og tage – og snavset bliver transporteret til søerne med regnvandet. Derfor skal søerne med ca. 30 års mellemrum oprenses. Det er tid nu, for der er ophobet ca. 30 cm slam, svarende til ca. 2.000 tons på bunden af søerne. Når søerne alligevel er tømt for vand, bliver fundamenter til broerne repareret samt andre inspektioner udført, ligesom kanter rettes til, træer på øen stynes, og der brinksikres, hvor det er nødvendigt.
Oprensningen forventes at tage to-fire uger i vinterperioden. I denne arbejdsperiode vil en del af parken være afspærret.
Arbejdet skal udbydes i entreprise, og når der foreligger en detaljeret plan med tidspunkt for arbejdets udførelse, vender vi tilbage med mere info.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen